Imperia

Jeg er imperia, jordmassens dronning

Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød

Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død

Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed

Jeg er den golde natur, det udyrkede øde

Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Ingen kan vække mig uden min elsker

Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold

Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold

Alt er unyttigt undtagen vor skælven

Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud