Imperia Lyrics

Jeg er imperia, jordmassens dronning

Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød

Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død

Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed

Jeg er den golde natur, det udyrkede øde

Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Ingen kan vække mig uden min elsker

Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold

Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold

Alt er unyttigt undtagen vor skælven

Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud

Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud

Under den græstørv, som vendes af ploven

Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit

Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit

Af mine kullags og malmårers gifte

Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel

Kold for de levendes optog og danse

Drømmer jeg evig om urelementets musik

Jeg er imperia, jordmassens dronning

Jeg er den golde natur, det udyrkede øde

Giftige kratere, rygende dybder

Sortsvedne huler, der stinker af svovl

Kongernes slot har jeg sænket i havet

Slået den fattiges fattige lykke i skår

Og er utømmelig rig for millioner af år

Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet

Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker