Asgaardsreien ft. Lillian Sunrise Lyrics

Lydt gjennem Luften i Natten farer

Et Tog paa skummende sorte Heste

I Stormgang drage de vilde Skarer

De have kun Skyer til Fodefæste

Det gaaer over Dal over Vang og Hei

Gjennem Mulm og Veir; de endse det ei

Vandreren kaster sig ræd paa Veien

Hør hvilket Gny – det er Asgaardsreien

Thor den stærke med løftet Hammer

Staaer høit i sin Karm er forrest i Laget

Han slaaer paa Skjoldet og røde Flammer

Belyse det natlige Tog ved Slaget

Da klinge Lurer da er der en Støi

Af Bjælder og ringlende Ridetøi

Da hyler Sværmen og Folket lytter

Med stigende Angst i de dirrende Hytter

Asgaardsreien i Fylking rider

Ved Høst og Vinter i barske Nætter

Men helst den færdes ved Juletider

Da holder den Fest hos Trolde og Jetter

Da stryger den lavt over Eng og Sti

Og farer den larmende Bygd forbi

Da vogt dig Bonde hold Skik og Orden

Thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden

Naar Øllet virker i Bjælkestuen

Og vækker de hedenske Juleskikke

Og Ilden kaster sit Skin fra Gruen

Paa svingede Knive og vilde Blikke

Da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt

Da høres de natlige Skarers Ridt

Da knager Væggen da dandser Kruset

Thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset

Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage

Tre hellige Juledage til Ende

Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage

Og Brudgommens ei mellem Ungersvende

Der stod en Glands i den bonede Hal

Af dækkede Borde og dyrt Metal

Der fandtes en Skat som er kommet for Orde

Af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde

Og lystigt durede Trommer og Giger

Og Brudgommen traadte sin Dands mandhaftigt

Han førte sin Brud mellem Svende og Piger

Da gik vel Hallingen let og kraftigt

Til Dandserens vældige Kast og Hop

Fløi Ternen om som en surrende Top

Da strømmede Larmen og Spillet sammen

Da drønede Hallen af Liv og Gammen

Den tredie Kveld da Øllet var drukket

Gjennem al den Helg af Gamle og Unge

Da var vel Tørsten i Laget slukket

Men Karlene vare drukne og tunge

Vor Brud havde atter sin Krone paa

Thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae

Og nu tog Kjøgemesteren Ordet

Og krævede Stilhed med Slag i Bordet

Da styrtede ind i det bænkede Gilde

De vidt berygtede Seims-Bersærker

Øinene rullede mørke og vilde

Paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker

De gjorde et Sprang over Hallens Gulv

Ja det var Brødrene Grim og Ulv

Grim der nys var forskudt af Bruden

Kom nu selvanden og var ei buden

De døsige Gjæster foer op med Bæven

Og havde kun liden Hu til at stride

Hver ravende Mand der knyttede Næven

Blev grebet i Bringen og kastet til Side

Brudgommen satte sit Bæger ned

Steeg op paa Bænken og bad om Fred

Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte

Det var just Brudgommens Liv det gjældte

Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge

Og danned' en Vagt om den haardt Betrængte

Bag Borde og Bænke der laae i en Dynge

De stode ved Høisædet indestængte

Den ældste Kvinde i deres Flok

Blottede nu sin graanede Lok

Og gav saa Brudgommen Sønnenavnet

Og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet

Men Brødrene endsed' ei Kvindemildhed

De stormede frem over Borde og Bænke

Og splittede Kvindernes Flok med Vildhed

Da var der ei længer paa Fred at tænke

De greb' deres Offer og slæbte ham hen

Til Hallens Dør og ud gjennem den

Da blev der en rasende Kamp i Gaarden

Og Gjæsterne fulgte i vild Uorden

De styrtede ud med Blus og med Brande

Thi over Egnen rugede Mørket

Da saae de Brudgommen opreist stande

Nu var han af Vinterens Luftning styrket

Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød

Saa gav han igjen hvad de Andre bød

De Trende danned' et rædsomt Knippe

Og Ingen af dem vilde Taget slippe

Da tumlede Grim med Eet overende

Og Blodet strømmed ham bredt af Brystet

Des haardere brødes de andre Tvende

Og holdt hinanden i Rygtag krystet

Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord

Og Kniven alt mod hans Strube foer

Men Ulv holdt inde og stod bedøvet

Og skjælved og bæved som Aspeløvet

Thi gjennem Luften i Mulmet sused

Et huiende Tog paa fnysende Heste

Det foer over Skoven mod Brudehuset

Og vilde det blodige Gilde gjæste

Da klang der Lurer da blev der en Støi

Af Bjælder og ringlende Ridetøi

Nu var det nær – det kom over Heien

Der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien

Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel

Der kastede Rædsel i alle Barme

Det hvirvled afsted i voxende Stimmel

Det slog med Vinger det greb med Arme

Da var det Ulv blev draget i Haar

Og slynget i Luften og ført af Gaard

Ja ført over Skov over Fjeldetinde

Han spurgtes ei meer han var ei at finde

Da Larmen stilned om Rædselsstedet

Laae Grim af Dødskampen sammenkrummet

Men Brudgommen blev over Sneen ledet

Og sattes paa Hynden i Gjæsterummet

Hans Hoved vakled hans Blodstrøm flød

Han svæved en Tid mellem Liv og Død

Men han blev pleiet og vel forbundet

Om Vaaren havde han Alt forvundet

Nu sidder han bøiet og høit bedaget

Og kan sin Æt omkring Arnen samle

Nu sidder han ofte med Sagn i Laget

Og korter Tiden for Unge og Gamle

Saa var det seneste Julekveld

Da Ungdommen raabte: «Fortæl fortæl!»

Da flammed hans Blik da saae han tilbage

Da maned han frem sine Bryllupsdage